RONNIE OG MUSEKAMPEN OG HVAD DER AF FØLGER

Jeg hørte musen krible...derovre.....

Jeg greb den bedste den nærmeste dildo, jeg havde: En stor dum gummikleppert i sort jeg havde gemt til bedre tider, og uden tanke for ballistik, vindretning, luftmodstand, den almene relativitetsteori og det blotte faktum, at min bedstemors vase stod i vejen kastede jeg den i den retning, jeg mente musen var. Jeg er sikker på at jeg hørte den le.

Da jeg senere ynkeligt prøvede at lime vasen sammen af de 2-3 rester jeg havde fundet og forsøgte at glemme den opblødte blanding af døde og døende blomster, jordrester, fluelig og minderne af bedstemor, der gjorde krav på 25% af mit gulvtæppe erklærede jeg musen krig. Det at jeg havde forstrakt min albue gjorde det heller ikke bedre. Jeg gjorde også musen skyldner for de to stesolid, det krævedes for at få pulsen under 180. Noget siger mig at den lille mide havde en finger eller klo med i spillet da Nyrup blev valgt. Derudover er jeg sikker på dens forfædre var medplanlæggere af 'endlösung' og bonkammerater med Himmler. Jeg kunne ikke lide den mus.

Næste dag stod jeg nede i Ting of Kram og kiggede efter skiltet med 'Musefælder den vej' og pilen der pegede i den retning, hvor de lå og ventede på deres herre: Afiq Musedræber Ronnie. Jeg havde et lille selvsikkert smil om læberne og nynnede indvendig 'Oh, I wish my friends could see me now!'

Det var der ikke, skiltet. Jeg havde efterhånden stået lidt og blev en anelse urolig, mit smil falmede og min nynnen forstummede. Jeg begyndte at mumle for mig selv. 'nååh....nå, det må de ha' fjernet...eller...de har måske ikke nogen fælder! SJIT! Det her er måske kun et sted hvor fede kvinder kan købe fede gryder, kasseroller og pander til at lave endnu mere fed mad de kan blive endnu federe af!' efterhånden halvråbte jeg mens jeg begyndte at svede. Et menneske af racen 'tyk kvindelig person' stod selvfølgelig lige ved siden af mig. Hun sente mig nogen vredt talende øjne, der gerne ville sige mig noget vredt forståeligt. Desværre druknede foståelsen i fedt og vrede og de sagde 'Blorf! Blorf! Blorf!' ud mellem øjendellerne med udråbstegn efter hvert Blorf. Jeg rakte afværgende hænderne op foran mig, rystede på hovedet og sagde med en stiv halvhøj stemme: 'Niiik niiik niiiiiik!' mens jeg bakkede væk fra hende. Kvindens mund begyndte nu også at tale med vred stemme, heldivis begyndte hun at vralte i den anden retning. Munden sagde også Blorf men havde iblandet ord som 'fandme', 'idiot' og 'sindssyg'. Hun havde en orange t-shirt på og på en eller anden beroligende måde mindede hun om solen der gik ned, mens den mumlede 'idiot blorf' og 'skid blorf'.

Jeg fik ro på, mindede mig selv om våbenhandlere, Keminova og andre professionelle forretninger med speciale i musedrab. De havde ihvert fald musefælder. Jeg besluttede at give stedet en chance, skiftede strategi og kiggede efter ham den bumsede knægt med det fedtede hår, den ranglede bygning og 'niende klasse om' stemplet i panden, der altid huserer disse steder og kan blære sig med titlen 'medhjælp' eller 'afløser'.
Han var der sgu'.

Jeg nærmede mig med selvsikre skridt det unge menneske, der, som disse personer altid gør, kiggede mistroisk på mig. Jeg gjorde holdt ved ham, rankede mine 170 cm og 67 kg op, kløede mig i skridtet, snøftede og slap en vind. Jeg gav ham et venligt men spørgende blik.

'Hej! Musefælder eller noget der kan dræbe dem, er det noget I har?' sagde jeg med klar røst. Forvirret over min veltalenhed, som disse herlige knægte øjensynligt altid bliver, begyndte hans øjne at flakke til højre og venstre som kiggede de efter en hjælp, der aldrig var der når man behøvede den og hans svedige hænder slap taknemmeligt en støvsugerslange de uforstående havde befamlet.'Han forstår mig ikke' tænkte jeg optimistisk. Hvis han har en hjerne, er den øjensynligt i gang med at lære ham at trække vejret. Men han scorede det første mål. 'Der' sagde han og pegede på et stativ der stod lige ved siden af mig, overhængt med umådelig meget ragelse.

Min glæde overskyggede min svidende replik. Et smil man kun sender legende børn gled henover mine læber. 'Hvor, hvor hvor?' sagde jeg. Ungersvendens ene hvide stilk af en arm svingede ud til siden. Hans hånd pegde i retning af nogle plastikposer hvor i der var nogle små træplader med noget tilfældigt fastsat ståltråd på. 'Der' sagde han igen. 'Lærer du alle de ord i skolen?' tænkte jeg venligt og sagde 'ja, jeg havde tænkt mig noget i den retning'jeg kunne huske dem fra min barndoms hjem, disse træplader. Den tilfældig ståltråd, der ikke var så tilfældig var en tyk fjeder, med en aflang ståldims, der smækkede sammen om musen, hvis den rørte aftrækkeren hvorpå lokkemaden sad. Dette herlige vidunder kunne flække hjerneskallen på en mus. Det havde jeg selv set engang.
Ja, der findes lykkelige stunder i fortiden.

Væsenet med navneskiltet begyndte nu at tale i sammenhængende hele sætninger. Det var tydeligt at hans hjerne nu smugkiggede i en huskeseddel den så læste højt. 'du er godt klar over at hvis du fanger den levende, skal du køre den 1 kilometer væk før du...' og så gik han i stå. Han sendte mig et nervøst smil og blafrede med den ene hånd. 'slipper den fri ' får han endelig sagt. Jeg stirrede uforstående på den lallende stakkel af et fæ. 'Levende?' sagde jeg. 'Fri?' sagde jeg. Jeg løftede en stiv pegefinger og vippede den lidt frem og tilbage. 'Den mus har gokket den af for sidste gang!' sagde jeg og sendte et skævt Humprey Bogard smil til den nu skrækslagne ekspedient.

Ekspeditricen holdt min fine plasticpose med 'Ting og kram'-logoet op i hvert hjørne, så jeg lige kunne stikke min pegefinger ind i hanken, som jeg havde insisteret på. Hun så stadig ud som om, hun var mærket af min måde at betale på. Mit mantra er jo 'Mor dine omgivelser!', så det eneste betalingsmiddel, jeg har, er ti-kroner...masser af ti-kroner! Disse herlige guldmønter! Det ypperste vort fædreland har fostret, næstefter opfinderen Desmond Dilleres vaskbare savlepose til Sankbernhardshunde, der efter min mening burde have modtaget mere hyldest end den umiddelbart gjorde på den internationale opfindermesse i Runkelev.

Så når jeg betaler, fanger jeg en ti-krone i lommen så den ligger klar i hånden til at slå plat eller krone. Så åbner jeg øjnene så højt op jeg kan, mens jeg stirrer stift på den, jeg nu skal betale til. 'DER VAR EN!' siger jeg så med høj skinger stemme og flikker mønten over til vedkommende. Således fortsætter jeg indtil, jeg har betalt. Jeg ved ikke...det får altid mig selv til at kluk-le.

Selvom folk ser ud som om de skal kaste op, tror jeg inderst inde de har det rigtig godt med dette lyspunkt i den dunkle hverdag.

På vej ud af forretningen svinger jeg posen rundt om min pegefinger, mens jeg fornøjet nynner Toreador-sangen fra operaen Carmen. Nu skal den mus få!

I døren rammer min svingende pose en person af racen 'Udøvende Bodybuilder'. 'HovdU! Pas lige på..!' brummer han. Jeg stopper op, vender mig mod ham, spytter i gulvet foran ham, stirrer ham stift i øjnene og snerrer: 'Var der noget, din omvandrende stak brugte bøsseblade?'. Han stirrer forbløffet på mig. 'Vaba?' vrænger jeg, 'har unaturligt slid af røvhullet gjort dig stum??'...

Da jeg senere vågner op, ligger jeg fladt på gulvet ved udgangen og stirrer op i ekspedientens mærkeligt smilende ansigt....Er det triumf, jeg sporer...?

'Når man er 170 høj og vejer ca. 65 kg, er det ikke særlig smart at tale sådan til en bodybuilder!' siger han blidt. Jeg kan se, at en af hans overernærede hudorme er ved at springe ud. Jeg presser nogle tårer frem i øjnene. Det er et trick, jeg har lært mig selv. Jeg behøver blot at tænke på min første og eneste kæreste Sara Svær. Mine venner kaldte hende for 2-tonneren...ok, venner og venner..mine bekendte kaldte hende for 2-tonneren...ok, bekendte og bekendte...det var ihvert fald nogle personer, der udemærket godt vidste hvem jeg var, der kaldte hende for 2-tonneren.

Det er en mærkelig blanding af jubel og sorg, der fylder min hjerne, når jeg tænker på hende. Jubel fordi hun endelig smed mig ud, sorg fordi vi havde et forkvaklet sexliv, udover hendes evige 'Er den snart inde??'.

Ja, jeg holder da meget af sex, mest med mig selv, men uanset hvilken sexuel position, vi prøvede, gled jeg altid ned af hende fordi hun svedte så voldsomt. Undtagen selvfølgelig når hun sad øverst. Men det skete kun en gang. Det kostede mig en uges sengeleje med en forskubbet ryghvirvel og 3 bøjede ribben, derudover led jeg af svigtende hukommelse i en måned p.gr.a. den manglende iltforsyning til hjernen. Hun opdagede nemlig først, der var noget galt efter hun havde hoppet op og ned på mit forsvarsløse legeme i 5 minutter.

Ikke fordi vi ikke prøvede at få det til at fungere. Vi læste gode råd i ugebladenes brevkasser og lignende. Ifølge et godt råd vedrørende sex med overfede mennesker, skulle jeg rulle hende i mel og sigte efter den våde plet. Desværre ramte jeg den forkerte våde plet. En efterfølgende kolibakterie-infektion på min dyrebare penis var uanmindelig svær at komme af med og særdeles smertefuld.

Nå, jeg får uden besvær tårer i øjnene, fanger ekspedientens blik og mumler noget uforståeligt. Hans smil forsvinder, og han siger 'Hva?' og sænker sit hovede tættere på mit ansigt. Jeg mumler yderligere noget uforståeligt, og han sænker yderligere sit hovede mod mit ansigt. Da han er ca. 10 cm fra mig nikker jeg ham en skalle, springer op og flygter dansende ud af døren, mens jeg synger 'I am singing in the rain' med skinger stemme. Ca. 20 meter henne ad gågaden kommer min hjerne i tanker om, at jeg lige har været bevidstløs, og mine ben ekser under mig og jeg styrter. Heldigvis lander min afværgende hånd i en varm og blød, nylagt hundelort, så jeg undgår hudafskrabninger. Efter mængden at dømme er det en uamindelig stor og vældig trængende hund, der har efterladt disse ekskrementer. Jeg bemærker efter konsistensen, at den iøvrigt lever temmelig usundt. Jeg lover mig selv at kontakte ejeren snarest - bevæbnet med et haglgevær.

Heldigvis ligger der et offentligt toilet henne på torvet for enden af gågaden. Jeg har flere gange besøgt dette forunderligt duftende etablissement for at vurdere kvaliteten af nyindkøbte pornografiske magasiner. Mens jeg står og mumler ikke særligt pæne ting om ekspedienter og hunde, rengør jeg mig så godt jeg kan. Men lorte-stanken er umådelig standhaftig, så jeg tager en af de muntert farvede klodser fra pissoiret og gnider mine hænder kraftigt med den. Det er forbløffende effektivt. Både lugt, det sorte under neglene og det yderste hudlag forsvinder som lysten til sex ved synet af statsministeren.
Jeg ender med at 'lave stort' ude på dametoilettet. Det er mit foretrukne, for mænd har åbenbart en trang til at territorie-markere hele toilettet med både deres anale og urinale efterladenskaber - ganske som jeg selv. Desuden er der måske mulighed for at score på dametoilettet...jeg ved det ikke.
Et lille magert væsen af racen 'gammel sur indtørret kvinde' kommer ind netop som jeg er på vej ud. Hun kigger fortørnet på mig og peger på et lille billede med silhuetten af en balletdanserinde, der åbenbart indikerer at det er et dametoilet, mens hun forarget udbryder: Ka du ikke se hvad det forestiller? Jeg kigger træt på billedet. Jo, siger jeg, det ligner min onkel på vej i byen en fredag aften. Næ, skræpper hun indigneret, nu ber' jeg! Ja, det er godt lille trold, svarer jeg og klapper hende blidt på kinden. Hun stikker sin spidse næse helt tæt på mit ansigt og væser: De er ikke noget fint menneske! Jeg når desværre ikke at svare før endnu et kvindemenneske kommer ind på toilettet. Hun er af racen 'lille fed stikkertype, der mistror alle', og hun kigger med små stikker-øjne på os.

Jeg griber chancen nu den er der og trækker mig afvisende tilbage fra den første gamle dame mens jeg udbryder: 500?? Nix du, hvis vi skal finde ud af noget skal vi mindst op på det dobbelte! Så drejer jeg om på hælen og skrider. Idet jeg går ud mærker jeg den gamles stive fortabte øjne i min nakke og bemærker den fedes mistroiske blik på den gamle. Dagens fedhed stiger trods alt igen.

Jeg er næppe kommet op på torvet igen, før en stemme gjalder gennem bybilledet: Hej Ronnie!! Jeg genkender øl-og tobak-stemmen og fedheden falder faretruende. Jeg kigger automatisk hen på guldbajer-bænkene, der omkranser torvet, og ganske rigtigt, der sidder min eneste bekendte 'Svinemilten'. Og han vinker ad mig som en klinisk idiot, der lige har opdaget at han kan vinke og hvor fedt det egentlig er. Den røde og bulnede hudmasse, der er hans ansigt og omkranset af en brun fedtet hårmasse, er flækket i et tandløst grin. Selv herfra hvor jeg står fornemmer man den extremt dårlige ånde han har.
Jeg husker stadig første gang jeg stiftede bekendskab med den, hvor jeg mistede bevidstheden i et par sekunder. Det lugter netop som om han har spist lunken hvidløgsmarineret svinemilt, der har ligget lige lidt for længe.

Jeg daffer derover. Der er intet at gøre, for han ved at jeg intet laver i forvejen og han vil for evigt hænge efter mig, hvis jeg undgår ham her på hans plads på bænken for at høre hvorfor jeg undgår ham.

Der sidder et sminket lig ved siden af ham skruet ned i en laktingest normalt forbeholdt kvinder 40 år yngre.
Jeg stiller mig op foran hende, klør mig i skridtet, harker kraftigt, spytter en grøn snotklat ned i jorden og udbryder med docerende stemme: Hvaaa, kan du ikke samle benene skat, her er kraftedme begyndt at lugte af fisk!
Det affarvede væsen får trods 3 kg pudder i ansigtet ildrøde kinder og med en sprukken stemme, der lyder som et par dørhængsler, der mangler olie, siger hun: Du kan fanme lige vente til min fyr kommer og får fat på dig!

Ellers tak, min tøs, svarer jeg, jeg er kun til kvinder, men jeg har sgudda ellers hørt om ham din fyr. Det er ham der blev arresteret for unaturlig omgang med agurker for nylig, ikk?
Liget kigger med større og større øjne på mig mens min berømte ordstrøm flyder som olie.
Ja, fortsætter jeg, og det var ikke engang første gang han er løbet ind i problemer med myndighederne, hvad? Der var vist noget med at han blev hældt ud af folkeskolen for at prøve at stoppe et i-letmælk-indsmurt penalhus op i røven på sin sidekammerat, ikkesandt?
Jeg smiler blidt til liget og kører videre: Men du er sgu en heldig tøs for såvidt jeg har hørt fra de andre efter-sidste-salgsdato-kællinger, så er der da ingen risiko for at I får ondt i de vindtørre læderskeder når han lufter cocktailpølsen. Det sidste er jeg nødt til at råbe efter hende, da hun allerede er på vej ned af gågaden mens hun holder sig for ørene. Jeg tror vi er stødt på hinanden før.

'nååå, skal du ha' nosserne skåret af???' råber 'milten' bag mig og griner hæsligt, 'ja, jeg skal sent glemme ham...ham, knægten!' siger han og klukker. Jeg sætter mig træt ned på det nu tomme sæde, 'liget' har idet mindste holdt det varmt. 'Hold nu kæft, milt' siger jeg blidt til ham. Han tænker på engang, jeg skræmte en fuld gymnasie-elev væk ved at ende med at tilbyde at 'skære nosserne af ham og riste dem i gammelmandspis og fodre dem til ham når han skreg mens jeg bollede ham i røven'. Mit fokus har det med at ryge når jeg blander hash og svampe med øl.

'Va' har du der?' siger han, hoster og harker en gulgrøn, spraglet og uens bumlet kæmpeamøbe af en snotklat op og ud i verden. Den dør med et svup på brostenene. Jeg er sikker på at jeg ser krampetrækninger. Af dens udseende at dømme lider 'milten' af 4 alvorligere mave-tarm sygdomme.

Man skal ikke tage fejl af 'Milten', et eller andet sted der inde i hans hovede, inde blandt det perfide sexual center, det egoistiske overlevelsesinstinkt og standard drukkenbolt psyken iblandet psykotiske tankebaner, der inde var en glimrende hjerne. Og 'milten' havde vist nok haft en præsentabelt job, som han aldrig talte om, før hans store forkærlighed for elefantbajere, kolde parkbænke, tiggeri-branchen og det at kast op kvalte alle drømme om yderligere avancement.

Han piller ved min plastikpose. Hans negle ser ud som om han træder på dem ofte og tørrer fødder i dem. 'tatatatata!' siger jeg er værfer hans hånd væk. Han knurrer grumt og hans ansigt folder sig ligesom indad. Som om han prøver at sluge sit eget ansigt. Jeg griber i min brystlomme og frembringer et lille håndspejl, som jeg holder op for hans ansigt. 'Du er godt klar over at man skal ha krisehjælp når man har mødt dig?' siger jeg fornærmet.
Jeg stopper spejlet i lommen og lægger hovedet i mine hænder og messer med pibende stemme: 'ooooohhh, betazar, ryczar, metazar og baltazar, han er ikke denne jord værdig! Fjern ham! oooooh, fjern ham!' her peger jeg anklagende på ham. 'Milten' går fra at ligne et spørgsmålstegn til se skrækslagen ud. Han stirrer med vidt opspµrrede øjne på mig. Han ligner lidt en bulden aftensol med store rødsprængte øjne - med hår.

'Hold kæft, Ronnie! Det ku virke!' piver han nervøst. 'tænk hvis det virkede, forfan!'. Han kvæler hurtigt en uskyldig elefantbajer og skærer halsen over på en ny. Displayet af elegant rutine imponerer mig. 'Hvis A.P.Møller nogensinde skulle få brug for en, der kan knappe en elefantøl op og drikke den på 5 sekunder samlet, så ku du tjene rigtig mange penge.' siger jeg begejstret og klapper ham på kinden, hvorefter jeg tørrer min hånd af i buksebenet.

'Il nome de padre, il nome de Iesu, Il nome de spiritue sancte' siger han højtideligt og gør korsets tegn med en stiv pegefinger foran sig. 'vig fra mig Satan!'
'undskyld, hvad er klokken?' siger jeg på grønlandsk og giver ham horntegnet med knyttet næve og strittende pege- og lillefinger. 'ooh, jesu hin velsignede legeme og sjælers kval..' begynder han at råbe mens hans arme strækker sig mod himlen. 'Årh hold kæft!' siger jeg og trækker ham ned på bænken igen. 'Det er bare nogen musefælder, jeg har købt.' siger jeg træt. 'Jeg har en mus.' tilføjer jeg hælpsomt. En betjent nærmer sig, hidkaldt af 'milten's larm.

Svinemilten havde haft et par uheldige oplevelser med politiet førhen. Første gang var da han ville forsøge at opdrætte flåede duer i et opvarmet drivhus. At duerne omgående døde da de blev flået bekymrede ikke 'milten'. Han satte dem glad ud i drivhuset støttet af lidt pinde og smed indimellem lidt korn derind, mens han omhyggeligt passede på at ingen af dem fløj ud af døren. Da drivhuset efterhånden begyndte at se lidt rodet ud - og iøvrigt begyndte at lugte kraftigt af rådne duelig - lukkede han en nyindkøbt bestand af hvide rotter derind. Rotterne fik i løbet af no-time ædt duelig, korn og andet proteinrigt og begyndte herefter at formere sig med lynets hast. 'Milten' blev hurtigt træt af rotternes evige renden frem og tilbage og endte med - efter Aldi på nedrig vis havde haft elefantøl og snaps-udsalg - at sømme hver enkelt rotte op på væggen.
Rystede politifolk udtalte til lokalsprøjten at en af rotterne havde ifølge sigtede overlevet i en uge sømmet op over håndvasken og brugt som neglebørste. Det nervesvækkede væsen måtte en dag lade livet for sin lighed med en stor behåret snegl. 'Milten' havde knaldet panden ind på den med et dækjern i sin månedlige delirium tremens fest. Anden gang hvar da politiet sporede hans telefon opkald til et radioprogram om anorexi på P3. Her spugte han et expert panel om gode råd så han undgik at kaste bajere op, hvorefter han gik over til at forulempe hverenkelt paneldeltager med sexuelle bemærkninger.

Da betjenten nærmer sig begynder vi vores en-betjent-nærmer-sig rutine.
Jeg banker en hånd i brystet på 'milten' og siger med hæs københavner-røst: 'nåmen, hun råber og skriger og ungen hyler op ikk'...så griber jeg ungen i nakken og du ved nok de der elektriske B&O tandbørster, ikk? nåmen, den begynder jeg så at børste ungens tænder med.' 'Nå,' udbryder 'milten''det kan hun da ikke blive sur over..?'. 'nææ,' siger jeg, 'men ungen har jo ingen tænder endnu og det blødte af helvede til, maaan'!' . Betjentens fodtrin stopper tøvende. Jeg fortsætter ufortrødent: 'nåmen, det hysteriske kvindemenneske står nu bag ved mig og river og flår i mig og skriger sindssygt op, mand! og på et tidspunkt stikker hun fanme en strikkepind i skulderen på mig! Det er derfor jeg halter lidt nu...', jeg gnider min ene balde og slår en klam blaffer-fis, sådan en, der sprutter en anelse sødt. 'Så midt i kampens hede, der formår jeg at få noget tandpasta på det sindssygt roterende børstehoved, mand, og selvom den der smækfede tampaxfabrik er ved at flå håret ud af hovedet på mig får jeg børstet det højre øje på ungen!'
Betjentens stav tapper mig bydende på skulderen.
Jeg vender mig om og bryder ud i et stort velkomstsmil. 'Nej! Betjent Guffe! Hvor herligt! Hvordan går det med at tvinge bagbundne flødekager ned i svælget? Stadig sjællandsmester?' Guffes ansigt bliver rødt og hans mund snerper sig sammen, da han ser det er mig. Han kunne sagtens gå for at være 'miltens' bror, sådan på distancen. Derudover er de forskellige som dag og nat. 'Det er betjent Skousen!' siger han fornærmet og klapper blidt med kniplen i håndfladen.