Ved citater fra Skriften anvendes Koranens arabiske betegnelser for kapitler og vers: Sura og ayat. Arabisk var det sprog, der blev talt af folk på den tid, og Skriften var på arabisk.

På hver side af overskriften står der på arabisk: I Guds navn, den Nådige, den Barmhjertige (Bismillah, ir Rahman, ir Rahim). Den første linje i første kapitel i Koranen, samt første linje i den obligatoriske bøn.

De udvalgte, Profeterne og Bøgerne   

Figuren viser profeterne og bøgerne efterhånden som de fremkom undervejs på den rette vej.

Muslimer, jøder og de kristne er alle af samme religiøse slægt. Vi er alle af de rettroende (arabisk: muslim), der følger den rette vej. Bøgerne og Skriftens folk. Monoteisterne, der tror på, at der kun er een Gud.
Vi afstår fra afgudsdyrkelse, det at nogle mennesker skulle være guddommelige eller at der skulle være guder i træerne, brøndene eller stenene, såkaldt polyteisme.

Vi tror alle på den samme Gud. Den Gud jøderne tror på, tror også muslimerne på - og omvendt. Den Gud de kristne tror på, er også den Gud muslimerne tror på - og omvendt. Vi bekendte os til den tro hundreder, hvis ikke tusinder, af år før Jesus blev født og før Koranen blev til. Vi bekendte dengang:

Vi tror på Gud, den Almægtige, den Nådige, den Barmhjertige, den eneste Gud, den sande Gud.

Det var Ham, der skabte 'Altet' fra Big Bang og Universet over Solen og Jorden ned til elektroner og atomer og whoppere. Og os mennesker.

Ifølge Gud selv er vi det 'begunstigede folk', der af Moses blev ledt til det forjættede land under udvandringen fra Ægypten. Gud delte det Røde Hav for os i den forbindelse.

Normalt er ingen mere end andre, men i dette tilfælde blev vi udvalgt frem for de tøjlesløse ægyptere af dengang (faraonernes tid), der ikke stod til at redde fra bl.a. deres afgudsdyrkelse, og som behandlede vor religiøse forfædre temmelig skidt:

Sura 2, ayat 50: Og ihukom (den tid) da Vi frelste jer fra Faraos folk, som pålagde jer en hård straf, idet de dræbte jeres sønner og lod jeres døtre leve. Og heri var der en svær prøvelse fra jeres Herre.

Kommentar: Livet er ifølge Islam en prøvelse, en test, der skal udholdes og gennemføres, det er noget vi skal lære af. Her på jorden er helvede og paradis. Paradis tolkes ofte som 'fred i sjælen'. Og helvede er de svære prøvelser vi må stå igennem fra tid til anden.
Satan/Sjaitan er den eller det, der lokker os væk fra den sande vej. Sataner er 'oprørske overtrædere' af Gud påbud, og dem der 'trækker sig langt bort' fra Guds lov.

Sura 2, ayat 51: Og Vi delte havet for jer og derved reddede jer, men lod Faraos folk drukne, medens I så til.

Det står skrevet om os, de rettroende, hvad der skulle ligge i fremtiden for os:

Sura 3, ayat 105: Og blandt jer skal der være et samfund, som kalder til det gode, og som påbyder det rette og forbyder det onde, og det er det, som skal fuldkommengøres.

Kommentar: Faktisk står der: '.., disse er det, som skal fuldkommengøres..', idet ayat'en er taget ud af en længere opsang til os om vores evindelige kævl indbyrdes. Herom senere.

I sagens natur har vi givet Gud et navn, der hidrører fra det sprog, vi nu engang taler, eller den samfundskultur vi kommer fra. Jehova, Jahve, Allah eller blot Gud er nogle af de navne, vi gav ham. De betyder alle 'Gud'.

Han skabte menneskene og gav dem retningslinjer for, hvordan man som menneske gebærder sig. Disse retningslinjer blev givet folket gennem profeter eller budbringere af flere omgange. Budbringerne blev givet Guds ord af englene, der åbenbarede sig for dem. Gud kalder det at blive 'styrket med den hellige ånd', når en engel åbenbarer sig for enten en profet eller en sand troende.
Retningslinjerne blev skrevet ned, og Skrifterne blev til Bøgerne, der fremstår som Guds ord.

Den første profet var Adam, og de fire af de vigtigste profeter og de bøger de blev givet og viderebragte til folket, var:

Moses/Musa, der blev givet Torah'en/Taurah'en.
David/Daud, der blev givet Salmerne/Za-Buur.
Jesus/'Isa, der blev givet Evangeliet/In-Jiil.
Mohammed/Mohammad, der blev givet den sidste bog Koranen/Al-Qur'an.

Der var i tusindvis af profeter gennem tiderne fra Adams og senere Abrahams tid og frem. Abraham/Ibrahim fik skriftrullerne (the scrolls), der ikke eksisterer idag, og de har ikke efterladt sig noget spor.
Torah'en blev desværre ødelagt af vrede vantro indtil flere gange, og det samme overgik Salmerne.
Jesus' prædkner blev ikke nedskrevet eller samlet under hans levetid, så der kan være tvivl om visse passager i Biblen, der kan være skrevet af mangen en ukendt forfatter.
Mohammad fik sin første åbenbaring i 610 e.kr. af ærkeengelen Gabriel. Mohammad var 40 år på det tidspunkt. Hans åbenbaringer blev til Al-Qur'an. Fuldendelsen af de tidligere skrifter.

Gud siger bl.a. om Al-Qur'an og de tidligere bøger:

Sura 3, ayat 4: Han har åbenbaret dig Bogen med sandheden, som bekræfter det, som var før den. Og tidligere åbenbarede Han Torahen og Evangeliet som retledning for mennesker, og Han har nu åbenbaret den(ne) Bog, der adskiller mellem sandhed og løgn.

Kendetegnende ved bøgerne er, at de hver især var fuldbringelsen af den foregående. Desuden at de blev mere og mere lempelige. Jesus siger f.eks. i forbindelse med overleveringen af Evangeliet til folk:

Sura 3, ayat 51: Og (jeg kommer for) at opfylde, hvad der var før mig, nemlig Torahen, og for at tillade jer noget af det, som var jer forbudt. Og jeg kommer til jer med et tegn fra jeres Herre. Frygt derfor Gud og adlyd (lyt til) mig.
Sura 3, ayat 52: Sandelig, Gud er min Herre og jeres Herre, tilbed derfor Ham: dette er den rette vej.

Kommentar: Jesus gentager igen og igen i Skriften, at han ikke er guddommelig og bør ikke tilbedes. Og han gentager igen og igen, at der kun er en Gud, der skal tilbedes, nemlig Gud/Allah/Jehova.

Det kan ofte ses, at Gud tillader noget, som måske var nødvendigt at forbyde i ældre tider for at opdrage på folk, samtidig med at Hans tone bliver mindre og mindre streng, efterhånden som bøgerne fremkommer. Tonen er mærkbar blødere fra f.eks. Biblen til Koranen. (For ikke at tale om fra Torah'en, der f.eks. tillod stening af utro kvinder.)
Følgende sura fra Koranen viser dette og måske også, at Herren ikke er blottet for humor:

Sura 2, ayat 188: Det er tilladt for jer at have sexuel samkvem med jeres hustruer om natten i fasten. De er som en klædning for jer, og I er som en klædning for dem. Allah ved, at I var uærlige over for jer selv, derfor har Han nådigt vendt Sig til jer og givet jer (denne) lettelse. (...).

Men selvom Gud gav os alle skriften, og selvom vi alle bekendte, at vi troede på Gud, som den Almægtige og Nådige og Barmhjertige og Eneste Gud, så var der nogen af os, der blev vildfarne og glemte, hvad der var blevet sagt. Især begyndte vi at tilbede andre mennesker som guder.

De vildfarne, og De, der fulgte
Den Rette Vej

Figuren viser i tid, bøger og profeter, hvorledes vore veje skiltes.

Den største og mest graverende fejl, de vildfarne gjorde, var at de begyndte at tilbede andre mennesker - specielt budbringerne - og ophøje dem til guddommelige væsner. Shi'a muslimerne ophøjede Mohammads svigersøn Ali og hans søn Husein til guddommelige og de kristne ophøjede Jesus, selvom netop han frabad sig dette på det kraftigste:

Sura 5, ayat 73: ..Men Messias (Jesus) sagde selv: O Israels børn, tilbed Gud, min Herre og jeres Herre, thi den, som sætter nogen ved siden af Gud, ham har Gud visselig forbudt paradiset, og hans sted skal være helvedes ild...

Mange afviste også Koranens som Guds ord.

Stor modstand mødtes naturligt nok også fra det etablerede i samfundet. De rige købmænd, de ophøjede præster og andre, der nød godt af folkets uvidenhed og analfabetisme (Mohammad var iøvrigt analfabet).
De følte sig truede på deres position, når bøgerne - og specielt Koranen - talte om at tilgodese de fattige og de svage i samfundet, fratagelsen af mandens gammeltestamentlige ophøjede overrang i forhold til kvinden, afvisningen af tvang i religionen, den manglende ophøjelse af visse mennesker til tilbedelses-status.
Tvang, tortur, drab og andre undertrykkende våben forsvandt for dem som dug for solen i de nyere bøger.
Det var slut med at tvinge erobrede folk til at tro på Koranen og de andre bøger, det blev endog påbudt at behandle dem godt, hvis de undlod at kæmpe.

Sura 2, ayat 179: O I som tror, der er foreskrevet jer gengældelse angående de dræbte: den frie for den frie, og slaven for slaven, og kvinden for kvinden. Men hvis nogen tilgives noget af sin broder, så skal retsforfølgelsen ske med billighed, og løsepenge (betales) med godhed. Dette er en lettelse fra jeres Herre og en barmhjertighed. Og den, der derefter forbryder sig, han skal have en smertelig straf.

Sura 2, ayat 257: Der er ingen tvang i religionen (La Ikraha fi-Din). Thi sandheden er visselig let at skilne fra løgnen.(...)

Kommentar: Dette vers betragtes som en kernentanke i Islam. Et bevis på at Islam er en humanistisk religion, der ofte ses som fortaler for religionsfrihed. Professor Jes Rasmussen nævner i sin bog om Islam, at muslimerne tillod folk at beholde deres trossamfund og deres interne love og administration efter tilbageerobringer af tabt territorie.

Sura 5, ayat 78: ..Oh, I skriftens folk, overdriv ikke med urette i jeres religion, og følg ikke de onde lyster hos folk, som allerede for vild før jer, og som vildførte mange, og som for vild fra den rette vej.

Sura 2, ayat 191, 192, 193, 194: Og kæmp for Allahs sag mod dem, som bekæmper jer, men vær ikke angribere, thi Allah elsker ikke angriberne.
Og dræb dem, hvorend I finder dem, og driv dem ud fra (den by), hvorfra de fordrev jer, thi forfølgelse er værre end krig. (...). Således er de vantros belønning.
Men hvis de afstår fra kamp, så er Allah visselig tilgivende, barmhjertig.
Og bekæmp dem, indtil der ikke mere er forfølgelse, og troen på Allah er (fri). Men hvis de afstår fra kamp, så skal de vide, at der kun er fjendskab mod de uretfærdige.

Hærgen og plyndren blev ilde set af Gud:

Sura 2, ayat 196: Og giv ud for Allahs sag og kast jer ikke i ødelæggelse med egne hænder og handl godt, thi Allah elsker dem, der handler godt.

Gud ved godt, hvor meget vi hader at gå i krig, men som Han siger:

Sura 2, ayat 217: Det er jer foreskrevet at kæmpe selv om I hader det. Men det kan være, at I hader noget, skønt det er godt for jer, og det kan være, at I elsker noget, selv om det er dårligt for jer, og Allah ved, men I ved ikke.

Og som det står skrevet indtil flere steder, så er det at blive forfulgt og undertrykt for f.eks. sin tro værre end netop krigen imod det.

Koranen tilskyndede endog både manden og kvinden at uddanne sig. Hvor frygteligt for de ophøjede herrer! Tænk hvis folket blev belæste og fik viden?

Men i Koranen siger Gud ofte, hvor ked af og træt af Han er over vores (jødernes, de kristnes og muslimernes) uenigheder og evige kævl. F.eks.:

Sura 3, ayat 66: O Skriftens folk, hvorfor strides I om Abraham, når Torahen og Evangeliet først blev åbenbaret efter ham? Vil I da ikke forstå?

Sura3, ayat 71: O I Skriftens folk, hvorfor fornægter I Allahs tegn, når I dog er vidner (til dem)?

Sura 22, ayat 67: ...Sandelig, mennesket er utaknemmeligt.

Men intet menneske på jorden skal straffe de vildfarne (f.eks. jøderne og de kristne) for frafald, det tilkommer kun Gud at straffe. Der er kun tale om straf fra Gud i det hinsides, efter livet. Flere sura'er fortæller dette (f. eks. 3, 90-93). Desuden bør vi lade være med at slås med andre, der er anderledes og overlade dommene til Gud.

Sura 22, ayat 68: For ethvert folk har Vi indstiftet offerriter (og andre ritualer), som de følger. Lad dem da ikke strides med dig i denne sag...

sura 22, ayat 70: Allah vil dømme mellem jer på opstandelsens dag i (alt), hvad I har afvigende meninger om.

Og Gud vil så gerne at vi står sammen igen, for vi er jo de udvalgte:

Sura 3, ayat 104: Og hold fast ved Allahs reb (pagt) allesammen, og lad jer ikke adsplittes. Og ihukom Allahs nådegerninger imod jer, da I var fjender. Dengang føjede Han jeres hjerter sammen, så I ved Hans nåde blev brødre. (...)

Sura 3, ayat 105: Og blandt Jer skal der være et samfund, som kalder til det gode, og som påbyder det rette og forbyder det onde, og disse er det , som skal fuldkommengøres.

De vildfarne kan endog reddes:

Sura 5, ayat 70: Sandelig, de som tror, og de som er jøder og sabierne og de kristne - for såvidt de tror på Gud og den yderste dag og som handler retfærdigt, skal ingen frygt komme over dem, og de skal ikke sørge.

Således var der mangfoldige profeter og mange retningslinjer fra Gud gennem en følgeton af bøger til os. Således var der mange af os, der blev vildfarne i vores tro og nogen blev endog vantro. Således lempede Gud sine retningslinjer for os bog for bog. Således blev der mere og mere en understregning af Guds nådighed og barmhjertighed og godhed fremfor Hans strenghed bog for bog. Og således er der håb om, at vi en dag vil stå sammen, og at vi en dag vil stå sammen og skabe, det der er bestemt: Et samfund, der tilskynder det gode. Et samfund, der forbyder uretfærdighed og forbyder ondskab. Et samfund af 'frihed, lighed og broderskab'.